10 skarpe om at spare på varmen - og på pengene
Selvom fjernvarmen traditionelt er den mest stabile og billigste opvarmningsform, så er der alligevel penge at spare ved at følge de råd, vi her har samlet til dig.
- Skru ned: Det er det mest åbenlyse råd at skrue lidt ned for varmen. For hver grad, du sænker temperaturen, sparer du 5% på varmeregningen.
- Ikke for koldt!: Nogle boligers varmesystem kan sænke temperaturen, når man gerne vil have det lidt køligere – typisk om natten. Men sænk ikke temperaturen for meget, for så skal du senere bruge ekstra for at få boligen op i temperatur. 2-3° natsænkning bør ikke give problemer.
- Sørg for, at radiatorer i fx stuen er indstillet ens – og at de virker, som de skal. Varm i toppen og kølig i bunden er ideelt.
- Husk overfrakken: Har du rør i uopvarmede rum som loft, bryggers eller kælder, kan det være en idé at efterisolere, så varmen fra rørene ikke bare farer ud i rummet. Der bør være mindst 40 mm isolering på rørene.
- Fyr ikke for fuglene: En byggesagkyndig kan i den kolde periode foretage en termografi-måling af din bolig. Så bliver det synligt, hvor varmen eventuelt trænger ud, og kulden ind.
- Dæk ikke radiatorer til og stil ikke en sofa lige foran – den kendte du sikkert godt. Og tør tøj udenfor – det mindsker også risiko for mugdannelse i boligen.
- Tag kortere bade – sluk for vandet, når du sæber ind. Hver person i din husstand, som tager brusebad i 5 minutter i stedet for 10 minutter, sparer for 1300 kroner fjernvarme på et år.
- Et kort, men frisk pust: Når du lufter ud, så gør det kort, men med gennemtræk. Så sker der ikke det, at møbler og murene afkøles – og de er lang tid om at varme op igen. Husk at skrue ned for radiatoren, mens du lufter ud.
- Hold øje med måleren. Aflæs din måler månedligt. Så mindsker du risiko for, at forbruget løber løbsk, fx fordi en ventil har sat sig fast, og fjernvarmevandet blot suser ubrugt igennem din installation.
- Træk gardiner fra i løbet af dagen, så solens energi kan komme ind og varme boligen. Og træk så eventuelt for sidst på dagen for at holde på varmen inde i boligen.