Gavepapir
Gavepapir er smukt, men det er lavet af meget dårlige papirfibre. Og ofte blandet op med lim, glitter og plastic - derfor skal det til restaffald. Ja med mindre, du glatter det ud og genbruger det.
Gavebånd
Det kan lyde ulogisk, at vi genanvender plastic - mens gavebånd af plast skal til restaffald. Årsagen er, at gavebånd kan vikle sig om behandlerens maskiner, hvis det kommer ind sammen med andet plastaffald. Smid derfor gavebånd til restaffald. Eller bedst af alt: Gør som bedstemor ville have gjort - genbrug det til næste gavesæson.
Tøj og tekstil
Bløde gaver er en klassiker til jul. Hvis du får nyt tøj, fordi det gamle er hullet eller udslidt: Bravo - du er dygtig til at bruge tingene, indtil de ikke kan mere. Brug en rød tekstilpose til udslidt eller plettet tekstil, der ikke kan genbruges. Kan tøj genbruges, skal det genbruges - giv det til velgørende organisationer.
Kødafskær og fedtrester
Selvfølgelig skal så meget mad som muligt spises. Men hvis du står med fedt og kødrester, der ikke kan bruges, så smid det til madaffald. Madaffaldlaves til klimavenlig biogas, og fedt giver rigtig god biogas.
Juletræet uden sin pynt
Køres på genbrugspladsen og smides til haveaffald. Så laver vi det til kompost. Husk at tage alt pynt af først. Der kommer ikke kompost ud af kræmmerhuse og julekugler.
Alternativ: Fjern grenene inde ved stammen og anvend dem til at skærme havens planter mod den intense vinter- og forårssol. Grangrenene kan også tjene som beskyttelse for planter, der er sårbare over for frost. Start med at dække planterne med et lag blade og brug derefter grangrene til at holde bladene på plads.
Nytårets fyrværkeri
Affyret fyrværkeri smides til restaffald eller køres på genbrugspladsen og smides i containeren Rest efter sortering. Fusere og fyrværkeri, der ikke er affyret, bedes afleveret på genbrugspladsen i bemandet åbningstid ved lugerne til farligt affald.
Du kan finde flere svar på dine sorteringsspørgsmål i vores online ABC.