Ja, du kan stadig aflevere mindre mængder asbest
06. januar 2025 - 12:25
I medierne har der til tider været meget fokus på asbest og skæringsdatoen 1. januar 2025. Denne dato gælder dog kun for håndværkere, som efter denne dato skal have autorisation for at nedrive og håndtere asbest.
Som privatperson kan du fortsat selv nedtage 2-3 plader.
Du kan aflevere op til 10 plader på Kerteminde og Langeskov Genbrugsplads. Pak asbesten ind i to lag folie og skriv ‘asbest’ tydeligt på pakkerne. Læg pakkerne i de bigbags, som findes på genbrugspladserne.
Hvis du har mere end 10 plader asbest, skal du selv skaffe bigbags i lokale byggemarkeder og køre asbesten til deponiet Klintholm ved Hesselager. Husk at anmelde asbesten på Klintholms hjemmeside, inden du kører afsted.
Har du mere end 1 ton asbestaffald, skal du også anmelde det til Kerteminde Kommune som byggeaffald.
Uanset mængde skal asbest altid pakkes forsvarligt ind, inden du kører hjemmefra.
Klik her for at se eller hente vores folder om aflevering af asbest (PDF).