Langeskov Genbrugsplads får nye skilte med nye navne

23. april 2024 - 13:05

Langeskov Genbrugsplads får fra slutningen af april nye skilte. Og der vil være nye betegnelser på skiltene, du nok lige skal vænne dig til. 

Således vil det, der nu hedder Småt brændbart, blive omdøbt til Rest efter sortering. Vi ønsker nemlig at lægge vægt på sorteringen. Først sorterer du alt genanvendeligt fra - og så til sidst smider du resten i containeren Rest efter sortering. 

""


Stort brændbart kommer til at hedde Polstrede møbler. For det er stort set det eneste, der med rette skal i den container. 

""


Deponi synger også på sidste vers. Fremover hedder den container Til nedgravning. Vi vil nemlig gerne have, du skal vide, at alt, der kommer i denne container bliver gravet ned i jorden. 

""


Det er også slut med imprægneret træ og rent træ. De to containere omdøbes til Udendørs træ og Indendørs træ, som er mere sigende navne. 

Hvis du kommer i tvivl, så spørg en medarbejder på pladsen eller prøv at slå op i vores online Sorterings ABC.

Skilteskiftet medfører, at Langeskov Genbrugsplads' skilte lever op til de nationale retningslinjer.

Til nyhedsoversigten